Godt at have når du laver yoga.

2021-02-11

Vi kan lave yoga hvor som helst og når som helst. Ovenfor er Wadi Rum ørkenen i Jordan. Når det så er sagt, så er anbefalingen til os, begyndere, at vi laver yoga, der hvor vi forstyrres mindst muligt. Ideelt set dagligt og alene. Vi har brug for en lærer, en mentor, der vejleder os, med hvilke øvelser vi har brug for. Øvelserne kan være af typen asanas og derudover gives en elev øvelser i pranayama, visualisering, stemmebrug, øjenøvelser mm. Alt efter elevens behov udøves programmet en gang dagligt, dog er der i visse tilfælde behov for gentagelse flere gange om dagen som f.eks. ved smerter og skader og i andre tilfælde er der behov for to forskellige programmer - et til om morgenen og et til om aftenen - til afspænding og afslapning af eksempelvis øjne, ben eller arme.

Denne form yoga er den traditionelle form, som har en stor indvirkning på den udøvende fysisk, fysiologisk og psykologisk. De fleste kan godt, få tid til et kort program hver eneste dag. Det er et spørgsmål om prioritering. Men ingen har brug for det samme og derfor er det imperativt at læreren tilpasser programmet til eleven under hensyntagen til elevens tilstand, muligheder og kapacitet.

Når du går til yoga har du ikke brug for ret meget udstyr. Men det kan være smart at have et par ting ved hånden. 

En stabil stol med et fladt sæde, kan være bedre end et gulv, så kan du sidde med en ret ryg, når der er behov for det, og du kan også læne dig tilbage og derved åbne din brystkasse og vejrtrækning.

En måtte, der ikke er alt for tyk og heller ikke for tynd, men det vigtigste er at du kan stå godt fast på den. I Jerusalem behøvede vi ingen måtte at stå på, for det kolde stengulv gav god stabilitet. Til gengælde var det rart med noget under sig, når vi lagde os ned.

Et tæppe, et tyndt men stabilit bomuldstæppe - du kan se en version af sådan et nedenfor. Det er rarere at ligge på end gummimåtten.

Et bånd. Det kan være bredt som et bælte, men noget længere, ca 1.5 m. Du kan sy to stykker stof sammen eller fingerhækle af noget tykt garn.

Nogle gode store bøger, dem kan du sidde på, hvis du gerne vil sidde på gulvet i stedet for på stolen. 

En blok af kork, ikke så bæredygtig en løsning, men den fik jeg før, jeg begyndte at beskæftige mig med bæredygtighed, dengang gik jeg mere op i mad. Hver ting til sin tid.

En øjenpude, sy dig en, læg nogle korn i, brug den mest lokale råvarer, for mig er det nu grønne linser eller quinnoa. Kornkerner duer også. Øjenpuder kan også købes. Jeg kender en der laver dem på bestilling, så sig gerne til. 

Hængekøjen bruger jeg ikke så tit. Det er ren luksus, både afslappende og meget udfordrende.   

Nedenfor kan du se, hvad jeg bruger dagligt. 

God fornøjelse, skriv til mig og spørg hvis du er i tvivl om noget - jeg anbefaler gerne min foretrukne yogamåtte etc.